Da jeg i sin tid begyndte at bruge Facebook, mente jeg, at det var den bedste opfindelse efter Pastrami. Man kunne hurtigt komme i kontakt med personer fra folkeskolen, gymnasiet og universitetet, og derudover var der en masse små applikationer, man kunne installere og lege med.
Der gik imidlertid ikke længe før de evindelige email notifikationer blev et rent mareridt, især fordi jeg på daværende tidspunkt benyttede push mail på min telefon. Det var bare ikke fedt at blive vækket klokken 02.36, fordi Henriksen fra Ølbylyng havde installeret en eller anden ny applikation, og samtidig inviterede mig.
Sidenhen har jeg ikke brugt Facebook så meget. Notifikationerne er ikke så slemme som de har været, og med TweetDeck kan man få statusopdateringer real-time. Problemet har så bare udviklet sig til at man kan ende med at få noget af en overvældende data stream. Især hvis ens venner bruger noget så genrende som Farmville. Dette er der heldigvis råd for, så jeg har investeret en smule tid i at blokere applikationer som for eksempel Farmville.
Så langt så godt.
Det eneste der nu gør at jeg ikke er den helt store Facebook fan, er de statusopdateringer, der så dukker op i min stream. For det meste er det “normale” opdateringer, men der kommer stadig en del ligegyldige opdateringer fra folk, som jeg ikke har set i mere end 20 år. Heldigvis kan de også blokeres. Men når man blokerer personer, hvad er så pointen med Facebook? Man kunne fristes til at argumentere for, at Facebook efterhånden kun er interessant, fordi der er 400 millioner brugere.
Heldigvis har Twitter noget af det, jeg egentlig foretrækker ved sociale netværk. Det er nemt at følge folk, eller droppe dem igen. Som regel, og i sær hvis man er lidt kritisk med sine datakilder, kan man faktisk få en hel del god viden ud af sin Twitter stream. Min stream består af følgende grupper:
- Venner
- Tech nyheder
- Sport (cykling: Ryttere og nyheder)
- Konkurrenter (i relation til mit arbejde)
- IT professionelle (Udviklere, PM’er etc.)
I skrivende stund er jeg stadig mere eller mindre aktiv på Facebook, primært fordi jeg bruger TweetDeck til at se min stream og poste billeder og status updates. Men efter jeg har installeret Twitter klienten Blu, som ikke har Facebook support, er jeg begyndt at overveje mit fremtidige engagement på Facebook.